Engelsholm Højskole · Engelsholmvej 6 · 7182 Bredsten · 75 88 35 55 · engelsholm@engelsholm.dk ·
Søg
Se større billede
Ben Monder
Se større billede
Jakob Bonderup
Se større billede
The Beatles
Se større billede
Sidsel Storm
Se større billede
DRUEN
Se større billede
The Eclectic Moniker
Se større billede
Magnus fra Gaarden
Se større billede
Ditbandmitband
Se større billede
Susan D
Se større billede
Anders Moseholm: The Building

Arrangementskalender, Forår 2010


download programmet som pdf her: Engelsholms Venner, Forår 2010

Engelsholm Højskoles Venner

program efterår 2010

Foråret 2010 byder på mange spændende arrangementer for Engelsholm Venner. Programmet er varieret og niveauet højt – vi inviterer til koncerter og kunstforedrag, med jazz, elektronisk musik, sangskrivning, kreativitet, æstetik, elevudstilling og meget andet.
Medlemmer af Engelsholms Venner kan deltage i arrangementerne til reduceret pris.
Som medlem modtager du information om aktiviteter på skolen gennem elektroniske nyhedsbreve. Du modtager skolens årsskrift, kortkursusbrochurer og dette program.
Medlemskab koster 120 kr. pr. år, hvor der er adgang til arrangementerne typisk for 60 kr. inkl. kaffe og kage. For ikke-medlemmer er prisen typisk 100 kr. pr. arrangement. Enkelte arrangementer har særpris.
Ved alle arrangementer er der kaffebord – dog ikke ved elevudstillingen.
Da der er begrænsede pladser, anbefaler vi at du reserverer plads på tlf. 75 88 35 55.

Mange hilsner
Jakob Bonderup
Konst. forstander

Onsdag den 6.1. kl.20.00
Instruktørkoncert med Vinterjazzstævnets instruktører.
Den årlige og uforudsigelige, men altid spændende og kvalitative lærerkoncert.
I år består instruktør line-up’et af: Ben Gulotti(US) – trommer, Thommy Andersson(S) – kontrabas, Søren Møller – piano, Lars Maasbøl og Ben Monder (US) – guitar, Rune Harder Olesen – percussion, Claus Waidtløw og Thomas Franck(S) – saoxofon, Percy Pursglove (UK) og Jesper Riis – trompet, samt Josefine Cronholm (S) og Raisa Castro (Cuba) – sang.
Der er fri entré, men forudbestilling er nødvendig.

Torsdag den 7.1.kl. 20.00
Masterclass med Ben Monder (US).
I forbindelse med VinterJazzStævnet på Engelsholm afholdes der en masterclass med den verdensberømte og meget anerkendte amerikanske jazzguitarist og komponist Ben Monder.
Dette bliver en unik lejlighed til at komme bag om en stor musiker og høre om, hvilke kunstneriske koncepter og tanker, der ligger bag hans gøren og laden.
Masterclassen foregår på engelsk.
Der er fri entré til arrangementet, men forudbestilling er nødvendig.

Onsdag den 20.januar. kl.19.30
The Fab Four – miraklet fra Liverpool
Konstitueret forstander Jakob Bonderup holder foredrag om The Beatles.
Gennem ord, lyd og levende billeder vil vi gennemløbe forudsætningerne for og forløbet af den helt ekstremt produktive, kreative og turbulente karriere, som blev The Beatles til del.
Der er fri entré for medlemmer og entré på 50,- for øvrige.

Onsdag den 3.februar. kl.19.30
Foredrag med Stud. Phil, Christian Lyngsøe: Sjælen og døden.
Inden for det man meget bredt kan kalde ”det naturvidenskabelige verdensbillede” er diskussionen om en immateriel, udødelig sjæl slet ikke sat på dagsordnen. Antagelsen, at det overhovedet kan give mening at beskæftige sig med en sådan størrelse, afvises på forhånd som irrationel og dybt spekulativ. I foredraget undersøges det om denne afvisning er rimelig, eller om den blot af et resultat af såkaldte ”naturalistiske fordomme”.
Hvad er et mentalt liv?
Eksisterer der en sjæl?
Kan man forestille sig at sjælen kan overleve døden?

Der er fri entré for medlemmer og entré på 50,- for øvrige.

Torsdag 11.februar.kl. 19.30
Koncert med Sidsel Storm kvintet
Denne koncert bliver Sidsel Storms "jyske" CD-release-party, som det hedder i musikerjargonen. Det bliver jydernes første mulighed for at anskaffe sig et eksemplar af hendes anden cd, som udkommer blot få dage før denne koncert. Hun er altså superaktuel. Sidste år ved denne tid løb sangerinden Sidsel Storm med prisen for årets danske ”jazzvokal-udgivelse” for sin debut-cd. Cd’en var et rigtig godt visitkort for Sidsel, og hun havde i den grad sat sit eget præg på den, idet hun havde komponeret musikken, skrevet teksterne, været dybt optaget af arrangementerne af sangene, sunget selve sangene, sørget for cd’ens layout, sørget for pressebilleder og ordnet booking for sit orkester. Sidsel Storm havde sikret sig, at det var en cd, der spejlede hendes personlighed. Cd’en indeholdt musik født af det, som udlandet kalder ”det nordiske klang-ideal”; smuk, stemningsfuld musik, der organisk udfolder sig for den lyttende. Kritikere og publikum var enige. Her var en ny sangerinde med noget på hjerte. Mange koncerter over det ganske land fulgte og mange erfaringer blev gjort. Her et år efter er det så tid til at følge succesen op med den ”svære to’er”. ”Swedish Lullaby”, som den ny cd hedder, er nu indspillet. Sverige og naturen er en konstant inspirationskilde for Sidsel Storm, og det kan virkelig høres i hendes musik. Det er denne type musik, som Sidsel Storm og hendes orkester vil præsentere for os her i den danske vinter. Til aftenens koncert i den akustisk dejlige riddersal på Engelsholm Slot vil det være Sidsels LIVE-band af nordiske musikere af høj klasse, som vil backe hende op. Forvent en stor musikalsk og stemningsfuld aften med en sangerinde, som både kan og vil! www.sidselstorm.dk

Søndag den 28. februar kl. 15.00
Koncert med strygerensemblet DRUEN
DRUEN er en forkortelse for Danmarks Radios Ungdoms ENsemble og er DR's pendant til Radiopigekoret. Der er tale om de ypperste talenter blandt landets yngre strygere, som under ledelse af dirigent Morten Ryelund spiller koncert på Engelsholm oven på en øvelejr på slottet.
De 22 strygere spiller bl.a. musik af Stravinskij, Mozart, Tjajkovskij og Jacob Gade.
Gå ikke glip af denne enestående klassiske musikoplevelse på Engelsholm.

Onsdag den 3.marts kl.19.30
Koncert med The Eclectic Moniker
En særdeles velspillende trio der bevæger sig i genrefeltet mellem rock, pop, heavy, jazz, funk, disco og indie. Har markeret sig positivt I P4’s Rocktoget og er nu på vej ud I det Ganske land med deres live-setup. Trioen består af Frederik Vedersø -
Vocals, Guitars, Programmering, Anders Thambo -
Bass, Synths, Vocals og Morten Lyngsøe - Drums, Perc, Pads, Beats, Vocals

Lørdag den 6.marts kl.16.00
Koncert med ”Magnus Fra Gaarden”
Magnus fra Gaarden, der trods sin unge alder må siges at være et af de mest sammenspillede orkestre på den progressive danske musikscene, spiller grænsesøgende
og –brydende musik i et småt befolket ingenmandsland mellem jazz, rock, balkan og punk. Bandet er et skud på stammen af den nye generations jazzmusikere, men står dog I lyset deraf, i skarp kontrast til jazzens yggdrasil. Der er gjort op med trættende bebop-soli, swingende ottendedele og i stedet implementeret gennemkomponeret punk-jazz i afmålt dosis.
 Vinder af Ung Jazz 2008, finalister i Young Nordic Jazz Comets 2008, finalister i LIVE Contest 2008 (tidl. DM i Rock) og pladeaktuelle med det anmelderroste debutalbum Magnus fra Gaarden (Calibrated) iDanmark og Tyskland (udgivelsen er støttet af Kunstrådet med 87.000 kr.) Magnus Bak (trb), Henrik Pultz Melbye (ts), Lars Bech Pilgaard (gui), Rune Jacobsen (bs), Casper Mikkelsen (dr)

Onsdag den 10.marts kl.19.30
Koncert med Ditbandmitband
Luftigt tekstunivers og skæve lyde møder hinanden i en ”Ren Kliché” – debutalbum fra ditbandmitband.
Det lyder som en ren kliché. Som en historie, der er hørt før.  Et rødt tog, der kører af sted med skælvende ben. Bum, tjak, tjak. I skiftende tempi. Lige her. Et sted, hvor man bruger timer med huller i maven. Ring på hos Ditbandmitband. Lad tonen kime insisterende, indtil den flyder sammen med det skæve popunivers indenfor. Lyt til sangen Se Mig, der handler om at blive set af andre. Hør mere om pigen Solvej, der ikke rigtig kan mærke noget. Og stift bekendtskab med Mit Mærkelige Alvor.
Ditbandmitband består af ægteparret Sara Grabow og Tomas Raae, der for første gang arbejder sammen i en musikalsk konstellation. Deres fælles debutalbum ”Ren Kliche” er dansabel pop med skæve tekster, der betragter verden udefra. Lige fra begyndelsen har provokation og forskelligheder været omdrejningspunktet i deres samarbejde.
Sara Grabow har som datter af Sebastian tidligere dyrket det luftige fingerspil i sin profil som sangskriver med guitar og et kig over skulderen til Joni Mitchell. Tomas Raae har før bevæget sig ind i en verden af skæve klange som en del af bandet Källing. På dette album er han blevet inspireret af både The Flaming Lips og Portisheads særegne brug af trommer og lyde. De to vidt forskellige musikere er stødt sammen i et univers, hvor de forkerte lyde bliver brugt på den rigtige måde. Ditbandmitband er en simpel lyd, hvor det kan høres, at tingene er blevet skrællet af frem for fyldt på.
Teksterne på ”Ren Kliche” kredser om relationer. Sara Grabow har førhen på sine soloalbums udtrykt en mere indadvendt sangskrivning. Denne gang er hendes blik vendt udad.  Inspirationen til sangene er fundet i det nære univers omkring ægteparret. Det var Tomas` datter, der en sommerdag nynnede en melodistump. Den kom med i sangen ”Rødt tog”. Sangen ”Solvej” handler om Saras egen veninde. Og på ”Se Mig” kommer den samfundskritiske tone op til overfladen med et blik på kunstnernes egen verden. www.ditbandmitband.dk

Onsdag den 17.marts kl.19.30
Foredrag med Stud. Phil, Christian Lyngsøe: Filosofisk æstetik.
Tidligere handlede en meget stor del af menneskets kunstneriske produktion, om at bekræfte eller legitimere en herakisk verdensorden, ofte med Gud, konge eller fædreland i spidsen. Hvorimod vi i dag opfatter kunstens rolle som autonom, fri og gerne provokerende. I foredraget spørges der til, hvorvidt det er forandringer i vores opfattelse af ”det skønne” som har ført til kunstens ”nye” rolle?
Hvad er skønhed, i et filosofisk perspektiv?
Findes der æstetisk erkendelse?
Hvorfor laver vi kunst
Der er fri entré for medlemmer og entré på 50,- for øvrige.

Onsdag den 21.april kl. 19.30.
Koncert: Susan D. m. Band
Bag navnet gemmer sig en amerikansk sangerinde med danske aner; Susan Didrichsen. Susan D har sunget og optrådt på utallige klubber i New York og bl.a. optrådt og turneret med legendariske Spyro Gyra, Wilson Pickett, Enya, John Cale og David Byrne! Derudover har hun indsunget soundtracks til Hollywood film, Soaps m.m. Stilen er vaskeægte amerikansk soulmusik, hvilket hendes seneste CD ”Soulsex” er et glimrende eksempel på. Med sig har hun et hold af topkompetente New York musikere: Adam Armstrong - bas, Jakob Rostbøll - dr., tba - gui.

Onsdag den 28.april kl.19.30
Foredrag med billedkunstneren Anders Moseholm
I efteråret udstillede Anders Moseholm på Vejle Kunstmuseum. Udstillingen hed “Right here in front of you!” og blev beskrevet som en på én gang stilfærdig og smuk - og dog forunderligt ildevarslende og udfordrende - udstilling.
Foredraget vil være en guided tour om AM’s vej igennem 90ernes kulturscene i København frem til i dag. Der vil være relevante nedslag på udstillinger, rejser, kunstnerforestillinger og realiteter . Det vil være et foredrag om en drivkraft som udspringer af modstand -  om sandheder som konstant sander til, om indfaldsveje til nye afkørsler og de mulige umuligheder for konstruktiv destruktion og endelig den rene kunst som investeringsobjekt. Det vil handle om at det er menneskeligt at ville finde en mening, - osse når vi ser på kunst.
I angsten for at reducere kunst til et dekorativt objekt på væggen, kan man føle sig fristet til at tro at betydningsfuld kunst er kunst, der handler om betydningsfulde samfundsproblemer som social uretfærdighed, undertrykkelse, klimakrisen etc. Men den gode sag udtrykt i kunsten garanterer ikke den gode kunst. Fascister kan osse male smukke billeder.
Men måske er der ikke nogen mening., - måske kan man bare stå der og kigge.
Foredraget arrangeres i samarbejde med Kunst og Kulturskolen i Vejle.

Fre-søn den 30.april-2.maj:
Engelsholm Electronic 10
Den tredje udgave af denne storslåede elektroniske musikfestival byder atter på optrædender af topnavne fra ind- og udland samt en række workshops. Navnene på de optrædende offentliggøres senere på www.engelsholm.dk.

Lørdag den 19. juni kl. 10-17 og søndag den 20. juni kl. 12-16(gratis entre)
Afsluttende elevudstilling
En traditionsrig udstilling, hvor eleverne på Engelsholm Højskole viser kunst og kunsthåndværk med mange meget forskellige udtryk: glas, keramik, smykker, skulptur, maleri og grafik samt CD-release og masser af koncerter med elever fra Engelsholms Sangskriverlinie og Elektroniske Musiklinie. Der vil være salg af værker.