| Engelsholm Højskole · Engelsholmvej 6 · 7182 Bredsten · 75 88 35 55 · engelsholm@engelsholm.dk · |
|
NYHEDERNE: |
Glaslinien på Engelsholm giver dig mulighed for at lære og udforske glaskunst på et højt plan, med professionelt udstyr og engagerede, erfarne lærere, som selv er kunstnere. Du kommer til at arbejde med glaspustning, ovnformet glas, glasstøbning m.m. Vi tilbyder 16 ugentlige lektioner på liniefaget.
Da højskolen både råder over et glaspusteri og et værksted for ovnformet glas, er her en helt enestående mulighed, der ikke findes ret mange steder, for at fordybe sig i alle perspektiver af arbejdet med materialet glas. Vi lægger stor vægt på at kombinere begge værksteder til et færdigt produkt/udtryk.
De forskellige værksteder indbyder til projektorienteret undervisning, hvor forskellige glastyper og teknikker udfordrer hinanden. I undervisningen vil du blive præsenteret for teknikker indenfor både glaspustning og ovnformet glas. Du får en grundig introduktion i brug af glasværkstederne og de grundlæggende teknikker indenfor begge værksteder, men vi tilbyder også undervisning i mere avancerede teknikker. Teknikkerne kan ofte kombineres og åbner op for muligheder indenfor både brugsting, unika eller det skulpturelle udtryk.
Derudover vil man løbende blive præsenteret for værker af danske og udenlandske glaskunstnere, enten i form af oplæg fra læreren eller ture til glasmuseet el. gallerier. Der vil også være mulighed for at møde professionelle glaskunstnere som gæstelærere eller foredragsholdere.
Undervisningen tager udgangspunkt i niveau og ambition: Du har mulighed for at bestemme, om et forløb på glaslinien skal være designskoleforberedende – eller forløbet alene skal fungere som en udvikling af en personlig passion.
Underviser: Erik Meaker