| Engelsholm Højskole · Engelsholmvej 6 · 7182 Bredsten · 75 88 35 55 · engelsholm@engelsholm.dk · |
|
Karen Fly udstiller lige nu sammen med Komplot Design på Trapholt og udstillingen er så populær at den er blevet forlænget helt til 1. juni.
”Mine nye smykker udspringer af en rejse til min mors hjemland, Grønland. Materialerne er fundet på rejsen, tematikken er opstået af min grønlandske identitet”.
Biennaleprisudstillingen vises også i København på Kunstindustrimuseet 12.juni til 9. august.
Karen Fly er timelærer på Engelsholm Højskole og underviser til sommer i:
Smykker – jeg holder af hverdagen i uge 34
Her er programmet:
Den første dag vælger du en ting mellem forskellige hverdags objekter, som du i løbet af kurset skal transformere til et smykke. Vi ser sammen på mulighederne, de æstetiske, de humoristiske, de tekniske. Det kan blive syret, tørt, kitschet, faktuelt og meget andet. Det er dit blik og dine valg der former smykket. Hvilken historie ender smykket med at fortælle?
Der er mulighed for at kombinere forskellige teknikker i sølvarbejde med de materialer hverdagsobjekterne er lavet af. Almindelige teknikker såsom at save, lodde, file og polere gennemgår vi efterhånden som vi får brug for det.
Det bliver en uge hvor jeg regner med at vi får os et godt grin og får lavet nogle spændende nye smykker, der ikke før har set dagens lys.