Engelsholm Højskole · Engelsholmvej 6 · 7182 Bredsten · 75 88 35 55 · engelsholm@engelsholm.dk ·
Søg
Se større billede
Se større billede
Se større billede
Se større billede

DR Radiopigekoret deluxe på Engelsholm den 7. august!


For 3. år i træk afholder Engelsholm Højskole slotskoncert med landets bedste pigekor, og i år i tæt parløb med Region Syddanmark.

Koncerten finder sted i den nyrestaurerede slotspark fredag den 7. august kl. 16.00.
Det er som altid muligt at dukke op tidligt og evt. medbringe en frokostkurv. Man kan vælge enten selv at medbringe stole eller leje stole af Engelsholm.

Årets koncert er helt speciel og således kulminationen på Regionens store satsning i forbindelse med Sangens År (2008), hvor der afholdtes et stort sangskrivningstræf på Engelsholm under ledelse af  Jakob Bonderup, der sad i redaktionsudvalget for Højskolesangbogen, og som til daglig er musiker og højskolelærer.

Under koncerten vil en hel række af de komponister og digtere, der deltog her, nemlig optræde som solister og præsentere et udvalg af de helt nye sange, der blev komponeret. Der er naturligvis – som sædvanlig – også mange smagsprøver fra DR Radiopigekorets faste repertoire, ligesom der traditionen tro vil være fællessang.
Solisterne er: sangskriverne – Tobias Trier, Susi Hyldgaard og Helle Hansen, digteren Dy Plambeck og komponisten og saxofonisten Hans Ulrik.

Derudover akkompagnerer en trio bestående af pianisten Søren Møller, percussionisten Jesper Falch og Jakob Bonderup på kontrabas, mens koret traditionen tro dirigeres af Michael Bojesen. Sidstnævnte modtog i 2008 Den Folkelige Sangs Pris bl.a. begrundet i, at han var idémanden bag Sangens År.

Der kan købes billetter på Engelsholm Højskoles kontor eller via billetnet tlf 7015 6565 eller billetnets salgsteder.

Prisen er 120,- og børn under 12 er gratis.

Alle tilskuere får i tilgift en sangbog med 21 af de nyskrevne sange!