| Engelsholm Højskole · Engelsholmvej 6 · 7182 Bredsten · 75 88 35 55 · engelsholm@engelsholm.dk · |
|
Vinterjazzstævne, Masterclass og andet nyt fra Engelsholm Højskole
Det kan godt være, at det er koldt udenfor, men det syder og bobler på det gamle 1500-tals slot på Engelsholm.
Den 19 december blev der sagt farvel til eleverne fra efterårsholdet og stilheden sænkede sig bag de gamle mure. Der er dog langt fra stille i ”maskinrummet” og forberedelserne til forårssemestret buldrer derudaf.
Allerede den 3. Januar bliver skolen totalt fyldt op af kursister og instruktører til den 4. udgave af Vinterjazzstævnet på Engelsholm. Igen i år er det en skøn blanding af deltagere og instruktører fra hele verden. Stævnet der atter arrangeres i samarbejde med Det Fynske Musikkonservatoriums rytmiske linie har i år følgende instruktører: Ben Monder (US) - guitar, Ben Gulotti(US) – trommer, Thommy Andersson(S) – bas, Rune Harder-Olesen – percussion, Søren Møller – piano, Lars Maasbøl – guitar, Thomas Franck(S) – sax, Claus Waidtløw – sax, Percy Pursglove(UK) – trompet, Jesper Riis – trumpet, Josefine Cronholm(S) – vokal og Raisa Castro(Cuba) – vokal.
Den 7. Januar inviterer Engelsholm i samarbejde med Jive og Mobile Music indenfor til en Masterclass med den fænomenale verdensberømte amerikanske guitarist og komponist Ben Monder. Dette bliver en unik lejlighed til at komme bag om en stor musiker og høre om, hvilke kunstneriske koncepter og tanker, der ligger bag hans gøren og laden. Masterclassen foregår på engelsk, og der er fri entré til arrangementet, men forudbestilling til Jakob Bonderup på 20408898 er nødvendig.
Broken Beats forsanger bliver ny lærer på Sangskriverlinien.
Den 17. Januar starter forårssemestret, og også her er der nyheder at fortælle.
31-årige Kim Munk bliver fra forårssemestret ny gennemgående underviser på Engelsholms Sangskriverlinie. De fleste kender lyden af Kim Munks musik og stemme fra soundtracket til den højaktuelle succes-serie ”Manden med de gyldne ører”, men han har længe været en stor og respekteret profil indenfor sangskriverkredse, hvor han betragtes som en af de mest originale og kunstneriske melodimagere.
Om Kim Munk siger forgængeren og idémageren til sangskriverlinien, Mads Langer, der nu plejer sin internationale karriere med base i London: ”Han er absolut en original og en gave til sangskrivningen”.
Skolens øvrige værksteder; Billedkunst, Glaspustning, Smykkedesign, Elektronisk Musik og Keramik står ligeledes klar til at blive indtaget og brugt i det kommende semester.
Skolen søger ny forstander, men der bliver taget hånd om den daglige og fremadrettede ledelse af et stærkt lederteam bestående af Bente Stamp – pædagogisk koordinator, Allan Jenkins-Laursen – administrationschef og Jakob Bonderup, konstitueret forstander.