| Engelsholm Højskole · Engelsholmvej 6 · 7182 Bredsten · 75 88 35 55 · engelsholm@engelsholm.dk · |
|
Her følger 2. den af Ullas indtryk fra livet som højskoleelev. Første del kan læses her: Ullas dagbog, del 1
Tirsdag d. 03. Februar 2010
Skolen har fået ansat en ny forstander, og i dag blev hans navn offentliggjort. Han hedder Poul-Henrik Jensen. De de er interesserede, kan gå ind på Engelsholms hjemmeside. Der står meget mere om Poul-Henrik Jensen. Han tiltræder først 1. April, så det får ingen indflydelse på mit ophold, men jeg håber for personalet og de kommende elever at han får gjort en masse godt for Engelsholm.
Der er mange her, som er "gået ned" med forkølelse. Det skyldes nok det omskiftende vejr, og så at vi er mange samlet på samme sted, og derfor smitter hinanden. Jeg håber jeg går fri.
Det gik fint med præsentationen til morgensamlingen. Jeg har fået mange spørgsmål efterfølgende, og det er jo altid interessant at fortælle om noget som man selv "brænder" (ha-ha) for.
Første lektion var tegning. I dag skulle vi blind-tegne portrætter af hinanden. Først øvede vi øjenene, så næsen og så munden. Til sidst skulle det hele så sættes sammen. Det er svært syntes jeg, og selvom vi i den sidste tegning fik lov til at kigge på papiret undervejs, lykkedes det mig ikke at få tegningen til at lige den jeg tegnede – her er igen et øve-objekt.
Så frokost. Kød i karry sovs med spaghetti og salat.
Efter frokost var der keramik. Jeg startede forfra med min vase fra sidst. Denne gang bliver det forhåbentlig til noget. Jeg har været ovre i keramik-værkstedet (lige ved siden af glasværkstedet), og rette lidt op på den her til aften, så ikke den falder sammen i tørre-processen. Det er virkelig spændende og facinerende at arbejde med leret – en skam at døgnet kun har 24 timer.
Vi har fået masser af sne i dag. Det har også blæst, og det suser stadig derude, så der er nok ikke udsigt til forår endnu.