| Engelsholm Højskole · Engelsholmvej 6 · 7182 Bredsten · 75 88 35 55 · engelsholm@engelsholm.dk · |
|
Højskoleelev Anne Christine Nüchel Dittmann har netop hængt 9 farverige og tankevækkende figurbilleder op i de hvide gange hos Lægerne i Vissinggade.
Lige meget hvor man står i lokalet, får man en følelse af, at menneskefigurerne i billederne holder øje med en, iagttager en og er i fuld gang med at tolke ens tanker. Omvendt kan man stirre ind i figurernes insisterende, håbefulde, ensomme og til tider angstfyldte øjne. Det er figurative og ekspressive oliepastelbilleder, der ikke lige med det samme slipper ud af ens tanker.
Anne Christine siger selv:
”Den første aften på Engelsholm kunsthøjskole blev jeg bl.a. præsenteret for den påstand om kunsten som værende “alt det, man ikke kan bruge til noget” - og jeg blev dybt indigneret.
Først og fremmest fordi jeg følte, at mine billeder da stod uden betydning og sekundært, at jeg som billedkunstner dermed også var værdiløs.
Nu nogle uger efter er mit ego faldet til ro.
Hvis man af kunsten afkræver en praktisk funktion, og det er oplagt i en verden præget af funktionalitet, går man muligvis forgæves. For mig er kunstformidling - af et øjeblik, en stemning eller sindstilstand - en transmission, der kræver en modtager såvel som en afsender.
I virkeligheden er et billede jo ikke andet end linjer og reflekteret lys; det er netop derfor kunst er så genial, fordi man ingen andre steder kan opnå samme kontakt med så simple virkemidler. Fortolkningen af denne transmission må være op til den enkelte modtager.”
Siden august har Anne Christine fordybet sig på billedkunstlinien på Engelsholm - har bl.a. 20 lektioners undervisning i billedkunst og tegning: Men hun arbejder og kæmper med maleriet i døgndrift i malersalen.
Udstillingen hænger frem til juni 2010.