Engelsholm Højskole · Engelsholmvej 6 · 7182 Bredsten · 75 88 35 55 · engelsholm@engelsholm.dk ·
Søg
Se større billede
Tina Dickow
Se større billede
Kim Munk
Se større billede
Roar Amundsen
Se større billede
Fallulah

International publishing og sangskriver camp på Engelsholm


Fem stærke danske artister / sangskrivere får sidst i april en mulighed for at knytte nye internationale kontakter, når Mayday Music i samarbejde med ROSA åbner dørene for en international sangskriver camp på Engelsholm Højskole.

Med støtte fra Kunstrådets pulje til Musikalske Vækstbede har man inviteret fem publishing -selskaber fra Tyskland, Norge, England og USA, hver medbringende en såkaldt staff writer – en dygtig, fast tilknyttet sangskriver.

De danske artister er håndplukket med omhu og er alle kunstnere, som allerede orienterer sig mod udlandet, og som kan få styrket deres netværk yderligere gennem campen.

De fem danske kunstnere er: Tina Dickow, Hush, Fallulah, Kim Munk (The Broken Beats) og Waqas Qadri (Outlandish).

- Publishing bliver uden tvivl et af de vigtigste fokusområder fremover for musikbranchen, og her har Danmark længe været lidt af en efternøler i forhold til for eksempel Sverige, udtaler projektleder Roar Amundsen fra Mayday Music, der også fra efteråret er koordinator og underviser på Engelsholms sangskriverlinje.

- Rent musikalsk er der masser af godt råstof her i landet, og vi skal så bare blive endnu bedre til at knytte de forretningsmæssige kontakter, som gør at resten af verden får øje på vores talenter. En camp som denne giver alle de medvirkende nogle nye personlige relationer, som er uvurderlige for dem fremover, og samtidig er det et frirum, hvor man kan afprøve sin musikalitet i helt nye sammenhænge, siger Roar Amundsen.

Campen løber af stablen fra 26. – 30. april og alle sange indspilles løbende med hjælp fra den tidligere Engelsholm elev Allan Langberg, så de enkelte publishers har noget at tage med hjem til deres selskaber bagefter. Målet er at flere af de nyskrevne numre opnår placeringer enten på de danske artisters kommende albums, eller bliver pitched til udenlandske artister via selskaberne.

De fem Staff Writers er: Alfred Tuohey (AMV Talpa), Jim McCormick (Warner Chappell Nashville + The Collective), Arne Hovda (Great Songs Publishing - Norge), Justin Parker (Sony ATV - London) og Peter Ries (Sony ATV - Berlin).

Musikforretningen Akustikken i Århus stiller fem Martin guitarer til rådighed for de internationale sangskrivere under opholdet.