Engelsholm Højskole · Engelsholmvej 6 · 7182 Bredsten · 75 88 35 55 · engelsholm@engelsholm.dk ·
Søg
Se større billede
Se større billede

Elektronisk rykind på Engelsholmstævnet.


Engelsholmstævnet, det årlige traditionsrige sammenspilsstævne for Jazz, Sangskrivning, Elektronisk Musik og alt hvad deraf følger, skærper den elektroniske profil ganske betydeligt i år.

Først og fremmest har man hyret Bjørn Svin til at stå for undervisningen på et hold med den vidtforgrenede elektroniske musik som tema, i samarbejde med Engelsholm Højskoles daglige lærer i elektronisk musik, David Mondrup. Bjørn er en af de ukronede konger af den danske elektroniske scene, og har været i toppen af miljøet i efterhånden 15 år. Hans seneste album, Browen, høstede kolossal anerkendelse, og hans deltagelse i Perler for Rumsvin turen - en tur der også bragte ham til Engelsholm Electronic i foråret - beviste endnu engang, at Bjørn Svin er et af de mest energiske elektroniske live acts på den danske scene.

Udover Bjørn og David, får stævnet også besøg af Ane Østergård, aka Band Ane. Ane har de to roste udgivelser Anish Music og Anish Music Too & Free på samvittigheden, hvilket har skaffet hende mange superlativer fra de danske anmeldere, og en anerkendelse fra Statens Kunstfond til hendes seneste album, der blev præmieret som et af de tre bedste danske albums i 2009. Og så er hun oven i købet nyuddannet kandidat i elektronisk musik fra DIEM/Det Jyske Musikkonservatorium.

Som om det ikke var nok, så har DJBFA valgt Engelsholm som stedet hvor 3 danske kunstnere skal forberede et live act til årets Skanderborg Festival, og det projekt løber af stablen i netop de samme dage. Projektet inkluderer dansk elektronisk musiks enfant terrible no. 1, Goodiepal, den allestedsnærværende sangerinde Ane Trolle, og trommeslager og multiinstrumentalist Kresten Osgood.

Programmet er så tilpas imponerende, at allerede etablerede navne har meldt sig på banen - som kursister på stævnet! Skulle du få lyst til at være med, vil du således kunne komme til at lege med folk som Mikael Elkjær aka Spejderrobot, og upcoming electronica singer/songwriter Vibeke Falden fra Ålborg - udover de 8-10 øvrige kursister på holdet.

Stævneleder, Jakob Bonderup: Det bliver helt vildt, og vi glæder os rigtig meget til for alvor at få lukket op for den elektroniske dimension. Udover at vi selvfølgelig skal nyde godt af de mange elektronikeres tilstedeværelse, så glæder jeg mig især også til at vi laver en hel aften for hele stævnet, der kommer til at stå i den elektroniske musiks tegn.

Skulle du få lyst til at være med, så er der endnu ganske få ledige pladser. Og vi mener det, når vi siger "få"; holdet er næsten fyldt op. Du kan melde dig til her: Engelsholmstævnet

Projektet er støttet af Dansk Komponist Forenings Produktionspulje og KODA's Nationale Midler