Fotografiske fortællinger: Anders fortæller vigtige historier med sine fotografier

Den 22.-23. juni er der sommerudstilling på Engelsholm Højskole. En af de elever, der udstiller er er fotograf Anders Pedersen.

Det er det fotojournalistiske, der hvor der virkelig er en vigtig historie, der tænder Anders mest. Derfor ville han gerne arbejde med det i sit afsluttende projekt, men havde ikke lagt sig fast på et tema.

I fotojournalistikken griber man ofte det, der opstår, og da Anders en dag kørte forbi skiltet til Bredagercentret i Jelling, som er Røde Kors’ center for asylansøgere, besluttede han sig for at kigge ind.

 

“Hele kontrasten i, at der ligger et asylcenter på næsten præcist det sted, Danmark er født, er sjov. Centeret ligger bogstavelig talt få hundrede meter fra Danmarks dåbsattest.”

 

Mødt af åbne hjerter

Anders brugte lang tid på at observere. For ham var det lærerigt at opdage, hvor meget det kræver, at komme tæt på dem, man fotograferer. Men også hvad der sker, når man gør det.

Han blev inviteret indenfor hos Abdul, som er flygtet fra Kurdistan og Erdogan, og i løbet af ingen tid sad han med en kop te og en tallerken fuld af ris og kylling. En samtale var i gang, selvom sproget var gebrokkent.

 

“Vi har en verdenssituation, hvor alle sår tvivl om hinanden, og så er det helt vildt fedt at opleve den åbenhed og gæstfrihed, asylansøgerne har, til trods for, at de faktisk befinder sig i deres livs krise. Det er meget udansk, og det gjorde meget stort indtryk på mig.”

 

Fotografi er meget mere end blot at tage billeder

Undervisningen på linjefaget fotografi og den afsluttende opgave har lært Anders, at der er meget mere til fotografi end selve handlingen at fotografere. Der er mange overvejelser inden fotograferingen, og bagefter er der udvælgelse af fotografier, billedredigering og overvejelser om, hvordan de skal præsenteres.

Under fotograferingen tager det tid at skabe en relation og det kræver menneskeforståelse. Og ikke mindst forståelse af en selv.

Du kan se flere af Anders’ billeder fra asylcenteret på sommerudstillingen den 22.-23. juni på Engelsholm. 

Engelsholm Højskole

Engelsholm er Danmarks smukkest beliggende højskole og et unikt sted at arbejde med fantasien, eksperimentet, den gode melodi, kunsten og håndværket. Kerne-DNA'et er kreativt skabende linjefag inden for kunst, musik og design – og et klassisk dannelsesprojekt. På Engelsholm finder du undervisning i særklasse, et stærkt fællesskab og grobund for faglig og personlig udvikling.

FÅ NYT FRA ENGELSHOLM

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få nyt om korte kurser, kulturelle arrangementer, elevhistorier og højskolelivet. Nyhedsbrevet er til dig, der har været på højskole, gerne vil på højskole eller som bare er Engelsholm-fan.