Course Attendees

    Still no participant

    Course Reviews

    Still no reviews

    Semesterplan for Elektronisk musik – forår 2019

    Elektronisk musik på Engelsholm er ikke bare musik på computer. Det er samtidig også en udfordring af, hvad musik overhovedet er. Vi stifter bekendtskab med både traditionelle, avantgarde, og moderne kompositionsteknikker. Det er hård 4-i-gulvet tech-house og ambient lyd-kunst side om side, for den elektroniske musik er både velegnet til at producere radio-venlige danse-tracks og til at udforske og udfordre selve musikkens fundament. Nogle gange på samme tid.

    Alternative lydkilder

    Uge 2 og 3

    Siden det blev muligt at optage lyd på bånd, har kreative lydkunstnere også brugt de optagne lyde til at lave deres kunst med. Der går en lige linie fra 30’ernes hörfilm over 50’ernes musique concrete til Björk og Matmos, der bygger beats af industrilyde og lyde, der kun eksisterer i den digitale sfære. Det er samtidig lyde, der sætter spørgsmålstegn ved, hvad det gør ved musikken, at man kan genkende lydenes ophav, og tydeliggør den flydende overgang fra lyd til musik. Vi laver nedslag i den elektroniske musikhistorie – men først og fremmest skal vi selv ud og prøve det af. Optage og generere vore egne lyde, klippe dem i småstykker, strække dem ud af facon, bygge rytmer, melodier og lydcollager af det. Opgaven er perfekt til samtidig at lære og øve de grundlæggende principper inden for sequencing, såsom audio, MIDI, automatisering, softwareinstrumenter, plugins, send- og inserteffekter samt generelle mix-teknikker.

    Arbejdsmetoder

    Uge 4

    Vi vil i denne uge beskæftige os med processer, tilgange, metoder, teknikker og praktiske øvelser til at arbejde med din egen musik. Vi kredser om centrale spørgsmål, som alle musikere slås med: Hvordan kommer jeg i gang med at lave musik, og hvordan kommer jeg videre, når jeg er gået i stå? Det bliver en uge fyldt med benspænd, teknikker og bunker af skitser.

    Live – elektronikken som instrument

    Uge 5

    Hvordan spiller man live med sin computer? Det skal vi øve os på i dette modul. Vi forbereder lyde og loops, sætter knapper på effekter, forbereder vores numre og øver os. Og øver, og øver, og øver lidt mere, for at få den bedst mulige performance ud af det. Til slut holder vi en koncert for resten af skolen. Det bliver muligvis vores første koncert, men det bliver helt sikkert ikke den sidste.

    Mixing

    Uge 6

    En uge hvor vi dykker ned i den grundlæggende disciplin at mixe lyd. Hvilke effekter opfylder hvilke formål, hvad betyder de mange parametre, der kan skrues på, og hvordan løser jeg

    eventuelle problemer med at få musikkens mange elementer til at lyde godt sammen? Mixing er på én gang en helt grundlæggende værkstedsdisciplin inden for elektronisk musik, og samtidig et af de mest magtfulde redskaber i den kreative proces, og vi skal omkring både håndværket og kreativiteten.

    Songtronica (sammen med sangskrivning)

    Uge 7

    Vi skal blande de to tilgange, elektronisk musik og klassisk sangskrivning. Du kan som sangskriver forvente at blive klogere på studieproduktionen som kunstform; som elektronisk musiker kan du forvente at komme til at arbejde med udgangspunkt i det, der er den historiske baggrund for næsten al musik – melodi og tekst. Alle kan forvente at blive udfordret på deres felt og uden tvivl blive dygtigere som komponister.

    Rotationsuge

    Uge 8

    Du kommer til at afprøve et nyt og andet fag. I ugens løb afprøver du andre værkstedet og bliver beriget i uventede oplevelser. Rotationsugen er en ugen med andre oplevelser end de ventede, og netop her kan dine kreative spor tage nye drejninger.

    Syntese

    Uge 9

    Et forløb der handler at arbejde med – og forstå – et af de mest udbredte, fleksible og grundlæggende instrumenter i den elektroniske verden; synthesizeren. Forståelsen af de basale principper i syntese er relevant i forhold til næsten al elektronisk musik, ligesom det sætter dig i stand til at betjene hundredevis af legendariske instrumenter. Vi kigger på, lytter til, og gør os erfaringer med: waveforms, oscillatorer, lfo'er, filtre, envelopes, modulationsmuligheder og meget mere.

    Sampling

    Uge 10

    Endnu en uge om virtuelle instrumenter, denne gang med særligt fokus på sampleren. Vi skal arbejde med at lave vores egne instrumenter ud fra lydoptagelser som vi laver på stedet. Det kan være af skolens mange analoge instrumenter, eller af lyde der kommer alle mulige andre steder fra.

    Minimalisme

    Uge 11

    Bliv bekendt med nogle af principperne bag minimalistisk musik: Fra avantgardens horrible provokationer – til organiske, hypnotiske og repetitive mønstre. Teknikkerne og ideerne vi arbejder med, kan anvendes i alle genrer til b.la. trommeprogrammeringer, opbygning af pads, tema- og bassline komposition.

    Tilfældighedsprincipper

    Uge 12

    Et af de helt afgørende steder, hvor den elektroniske musik sætter sig igennem i forhold til andre typer af kompositioner, er der hvor maskinen overtager ikke bare tekniske med også kompositoriske opgaver. Med den rigtige (læs: forkerte) brug af elektronikken, kan vi gennem sådan noget som tilfældighedsgeneratorer få computeren til at hjælpe os ud afkroge af vores musikalitet, vi end ikke vidste fandtes.

    Grafisk notation

    Uge 13

    Der findes i den elektroniske musiks historie en lang række eksempler på brugen af grafiske partiturer. Det skal vi også prøve! I denne uge oversætter vi tegninger, krummelurer, symboler og egne streger til musik. Vi arbejder i krydsfeltet mellem det visuelle og det audielle og undersøger, hvad den grafiske notation kan – og ikke kan. Det er ikke nødvendigt at kunne læse noder – men det er en hjælp, hvis du kan tegne en giraf. Kunstnere som Aphex Twin, Brian Eno, Karlheinz Stockhausen, Else Marie Pade, John Cage og Morton Feldman, har alle gjort brug af grafisk notation.

    Praktikanter fra konservatoriet

    Uge 14 og 15

    Vi får besøg af 2.års-studerende fra DIEM, den elektroniske musikuddannelse på Det Jyske Musikkonservatorium. Som et led i deres uddannelse skal de prøve at undervise i to uger, og det er ikke til at vide, hvad de vil finde på, men det plejer bestemt ikke at være kedeligt. Forvent at blive udfordret. De vil samtidig kunne give et indtryk af studiemiljøet på DIEM, og hvad der kræves for at komme ind på uddannelsen.

    2-dagesprojekt

    Uge 16

    De to dage før påske bruges til at lave et afsluttet projekt. Projektet kommer til at indeholde store mængder af samarbejde.

    Klargøring til studietur

    Uge 17

    Engelsholms studietur er en lejlighed til at få indtryk fra scenen på det sted man besøger. Vi bruger ugen på at være så godt forberedt, som vi kan, på de oplevelser vi skal have.

    Island – studietur

    Uge 18

    Island – denne vulkanø med en storslået natur og blot 330.000 indbyggere har frembragt verdenskendte kunstnere, som Bjørk og Olafur Elliasson. Vi kommer ind under huden på det miljø, der er grobund for kunsten. Du kommer til at møde kunstnere, se værksteder og opleve kunsten. Det bliver en alsidig tur, hvor du konfronteres med samtidskunsten, og krydret med nogle unikke og enestående naturoplevelser.

    Studietursopgave

    Uge 19

    Inden studieturen vil du få en opgave, som du er begyndt at løse i Island. Denne uge bruger vi til at fordøje studieturen ved at færdiggøre opgaven.

    Click festival

    Uge 20

    I weekenden i uge 20 drager vi til Click Festival i Helsingør. Afhængigt af festivalens program vil der være mulighed for at spille for publikum der. Festivalen har masser af performances med store og små navne fra den populære og eksperimenterende elektroniske scene i verden, og dette er din chance for at være en del af den samme scene.

    Forberedelse til projektuger

    Uge 21

    Vi arbejder med hvordan man formulerer et projekt, sætter deadlines, finder et spændende emne. Fra idé-fasen til udførelsen.

    Projektuger

    Uge 22-25

    Projektugerne er perioden, hvor man arbejder intensivt og i dybde med et selvformuleret projekt. Der er meget brede rammer for, hvad projektet kan handle om: En monstrøs 12 meter høj lydinstallation, et sample-instrument, der aldrig er nogen, der har hørt før, eller en minimalistisk electonica EP. Projektugerne er en unik chance for at komme i dybden med et selvformuleret musikalsk projekt under kyndig vejledning. Den sidste uge af projektperioden er rettet mod semesterets afslutningsudstilling, hvor alle linjer præsenterer deres værker.

     

    Elektronisk musik forår 2019

    Pris fra:
    1.400 DKK

    Opstart:
    10-01-2019

    Varighed:
    12 eller 24 uger

    Kom til rundvisning

    Har du spørgsmål om vores kursus så ring til os alle hverdage mellem 8:00 og 14:00

    75 88 35 55