Bliv medlem af Engelsholm Elevforening
Tag Engelsholm Højskole med dig efter dit ophold. Melder du dig ind i elevforeningen, har du mulighed for at møde dine venner om nogle af de aktiviteter, du kender fra hverdagen på Engelsholm.
Du kan melde dig ind i Elevforeningen og blive Engelsholmer, hvis du har gået på højskolen i minimum 12 sammenhængende uger.
Meld dig ind her.
Målet for foreningen er at skabe et rum, hvor man kan møde hinanden på tværs af semestrene, ligesom det er nemmere at holde kontakten med både skolen og de venner, man har fået i løbet af sit højskoleophold. Et rum, hvor man stadig føler et tilhørsforhold og fællesskab, selvom man ikke længere går på skolen.
Medlemsskaber i Engelsholm Elevforening
Der er to muligheder for at være medlem af Engelsholm Højskoles elevforening.
Betalende medlem:
- Stor rabat på ugekurset “TreToEngelsholm” i uge 32
- Mulighed for at deltage i den årlige gensynsweekend i uge 32
- 500 kr. rabat på ét kort kursus om året (undtaget uge 32, som du i forvejen får god rabat på)
- Mulighed for at udstille sin kunst på Engelsholm Højskole
- Adgang til særlige workshops og initiativer arrangeret af Elevforeningen
- Mulighed for at søge om midler til egne Engelsholmer-initiativer
- Mulighed for information om Elevforeningens arrangementer igennem Elevforeningens Facebook-side
- Mulighed for information om Elevforeningens arrangementer via nyhedsbrev.
Passivt medlem:
- Mulighed for information om Elevforeningens arrangementer via nyhedsbrev, så du kan holdes opdateret på arrangementer og tiltag.
- Mulighed for at deltage i visse åbne arrangementer rundt om i landet, der er arrangeret af foreningen (særligt ressourcekrævende arrangementer/initiativer er forbeholdt betalende medlemmer.)
Pris for betalt medlemskab
- 1 år koster 100 kr.
- 5 år koster 300 kr.
Meld dig ind her >>
Bliv frivillig
Arrangementer og events
Der er mange muligheder for at være aktiv i elevforeningen. Én af dem er bl.a. at være frivillig til arrangementer i løbet af året. Elevforeningen står bl.a. for følgende arrangementer:
- Engelsholm-koncerten
- Sankt Hans
- Gensynsweekenden
- TreToEngelsholm
Vil du være med i bestyrelsen?
Gensynsweekenden fungerer også som generalforsamling for elevforening, der finder sted hvert år. Her stemmes der om, hvem der fremover skal sidde i elevforeningens bestyrelse. Medlemmerne sidder i en 2-årig periode, og suppleanter til bestyrelsen i en 1-årig periode. Halvdelen af bestyrelsen er på valg hvert år.
Mød Elevforeningens bestyrelse
Mathilde (E17), forkvinde
Mathilde bor i Aarhus, hvor hun studerer antropologi på Moesgaard, og er pt. i gang med sidste år af sin bacheloruddannelse. Hun er sangskriver og udøvende artist med sit soloprojekt MATHILDE. Mathilde er forkvinde for elevforeningen og gik på Sangskrivning med sidefag i VJ i E17.
Rikke (F18 og E18), næstforkvinde, repræsentant i skolebestyrelsen
Rikke bor i Kolding og studerer Accessory design på Designskolen Kolding. Hun har efter højskolen også taget grundforløbet som guldsmed og laver smykker ved siden af studiet. Rikke er næstforkvinde, kasserer og repræsentant for elevforeningen i skolebestyrelsen. Rikke gik på smykkelinjen i F18 og E18.
Kristine (E19 og F20), kasserer
Kristine bor i Kolding og studerer industrielt design på Designskolen Kolding. I sin fritid kan hun godt lide at sy, tegne, lave farverig keramik og andre sjove krea-projekter. Kristine gik på FormLab i E19 og F20 og er suppleant i elevforeningen.
Emma (E19), sekretær og SoMe-ansvarlig
Emma bor på Vesterbro og læser retorik på Københavns Universitet. Ved siden af skriver hun musik i en duo, som blev dannet på Engelsholm, og går meget op i politisk aktivisme. Emma gik på Sangskrivning i E19 og er sekretær og SoMe-ansvarlig i elevforeningen.
Maria (E18 og F19), Event Manager
Maria er bosat på Amager. Hun er udøvende musiker med sit band LALUNE, som blev dannet på hendes ophold på højskolen. Ved siden af studerer hun Nærorientalsk arkæologi på Københavns Universitet og går på facereading uddannelsen på Loreen institute. Maria gik på Elektronisk musik i E18 og F19 og er Event Manager i elevforeningen.
Sofie (F16), menigt medlem
Sofie bor i Svendborg, hvor hun deler et lille orange hus med sin kæreste og hunden Pelle. Hun er uddannet i litteraturvidenskab og prøver hårdt på at leve af at arbejde med bøger. Hun er en haj til at bage og spille Bezzerwizzer, og bruger store dele af sin fritid på at diskutere politik, strikke og lave illustrationer. Sofie er menigt medlem af elevforeningen indtil slut 2020. Sofie gik på Billedkunst i F16.
Marck (F15), menigt medlem
Marck gik på Engelsholm i F15 på elektronisk musik. Marck er menigt medlem i elevforeningen.
Kontakt elevforeningen
Elevforeningen kan kontaktes via e-mail på: engelsholmer@gmail.com
Følg med på: