Fascineret af glas

I efteråret tilbragte 20-årige Silas Engelund Pedersen på Engelsholm Højskoles linjefag FormLab. Formålet med højskoleopholdet var at taget et sabbatår, hvor han kunne slappe af og have det sjovt, inden han skulle læse videre.

På FormLab arbejder man med formgivning i både ler og glas, men Silas valgte Engelsholm og FormLab, fordi han er fascineret af glasset som materiale:

-”Det er helt specielt at få lov til at dykke ned i materialet glas. Det kan man jo ikke lige lave derhjemme, og man finder ikke det fag ret mange andre steder. Og så er det lidt sejt at kunne stå med et vinglas i hånden og sige, at ”det har jeg lavet selv”, smiler han.

En af de ting, Silas har lært i løbet af det halve år på Engelsholm, er at prøve sig frem:

-”Det er det, højskolen handler om: At eksperimentere. Der meget, der går i stykker, men så må man tage det som en oplevelse og lære af det. Udgangspunktet er: Hvis du kan tænke det, kan du lave det. Det kan jeg rigtig godt lide ved materialet”, fortæller Silas.

Krævende teknikker

Ud over at blæse glas, har eleverne på FormLab også fået en masse teknikker med sig. En af dem er Graal, hvor man arbejder med motiver i glasset. Man arbejder på glasset både mens det er koldt og mens, det er varmt. Egentligt er det en meget basal teknik, men glasset er tungt, og så skal man have styr på processerne for at få de fine motiver frem i værkerne. 

Teknikken har underviseren i glasværkstedet, Amalie Larsen, med sig fra Kunstakademiet. Og eleverne kan lide at blive udfordret:

-”Fordi vi har en så fantastisk og engageret underviser i Amalie Larsen, har vi lært så meget det sidste halve år. Det er inspirerende at have en lærer, som kun er interesseret i, at vi lærer så meget, som muligt i den tid, vi er her, siger Silas.

Silas har grønlandske rødder, og derfor har han valgt grønlandske motiver som tema i mange af sine glasskulpturer i Graal teknik.

Fire ugers nørderi

Et højskoleophold på Engelsholm slutter altid med fire projektuger, hvor eleverne kan fordybe sig i en teknik, et tema eller et materiale for at undersøge det nærmere. For Silas har projektugerne været en fed arbejdsproces, hvor man virkelig kan ”nørde igennem”. 

Han har valgt at bruge ugerne til at gå i dybden med en speciel teknik og øve sig. Han har arbejdet med ”det hævede glas” – glas på stilk, fordi det er så elegant og en god udfordring. Stilke og fødder er nemlig ikke det letteste at lave. Målet har været at lave så mange forskellige glas som muligt, så han tager fra skolen med en masse glas, teknikker og gode oplevelser:

-”Det har været sjovt at være her og lære forskellige teknikker, nyt materiale og en helt anden verden at kende”, slutter Silas, som fremover skal arbejde med noget helt andet end glas. Han overvejer nemlig at søge ind på Maskinmesterskolen.

Engelsholm Højskole

Engelsholm er Danmarks smukkest beliggende højskole og et unikt sted at arbejde med fantasien, eksperimentet, den gode melodi, kunsten og håndværket. Kerne-DNA'et er kreativt skabende linjefag inden for kunst, musik og design – og et klassisk dannelsesprojekt. På Engelsholm finder du undervisning i særklasse, et stærkt fællesskab og grobund for faglig og personlig udvikling.

FÅ NYT FRA ENGELSHOLM

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få nyt om korte kurser, kulturelle arrangementer, elevhistorier og højskolelivet. Nyhedsbrevet er til dig, der har været på højskole, gerne vil på højskole eller som bare er Engelsholm-fan.