Engelsholms rum
Det er noget helt særligt at bo på og omkring et slot. Vi elsker det – og det kommer du også til.
Her skal du bo
Du kan bo 3 forskellige steder som elev på Engelsholm. På slottet, i Fæstalden eller i Stuehuset. Hvert sted har sin egen charme og sine egne kvaliteter.
Slottet er charmerende med sine vidt forskellige værelser og flotte udsigt uanset, hvor man bor. Værelserne ligger enten på 1. eller 2. Sal. En del af charmen ved slottet er dets mange lyde, og sover du let, er det måske ikke det ideelle sted at bo.
Fæstalden er mere moderne i sin indretning (og lyddæmpet) med ensartede værelser beliggende ud til slotsparken.
Endelig er der Stuehuset – et charmerende tidligere husmandssted – for dig, der prioriterer et meget roligt værelse. Her er primært eneværelser og er pga. det relativt lille antal værelser samtidig den afdeling med mindst ”trafik” på gangen.
Hovedparten af vores elever bor på 2-personers værelse, men der er også eneværelser i alle vores tre værelsesafsnit. Eneværelser koster ekstra.
Er du blevet nysgerrig efter at se, hvor du kommer til at bo, så kig forbi. Vi vil gerne vise dig skolen. Bestil en rundvisning
Riddersalen
Den ikoniske sal med de guldbelagte vægge, er der, hvor du som elev bliver budt velkommen, når du ankommer til skolen.
Det er der, hvor hverdagen starter med morgensamlingen kl. 8.30. Samtidig er den det sted, hvor vi afholder foredrag, debatter, koncerter, fællesmøder, laver filmfremvisninger og de officielle gallafester.
Avisstuen
Samlingsstedet midt på slottet i stueetagen er avisstuen. Her kan du spille spil, læse avis, snakke og hygge dig, når der er brug for en pause.
Spisesalen
I to sammenhængende rum mødes vi til måltiderne: Stenstuen – det historiske køkken – og spisesalen. Dagen igennem kan du sætte dig her med en kop kaffe eller te og tage en pause fra værkstedet.
Slotskælderen
Et helt igennem legendarisk rum med sin buede hvælvinger, baren og et hav af aktiviteter; poolbord, dart, bordfodbold og et autoriseret beer pong bord. En tv-installation bestående af 30 billedrørs-tv, der kan spille på samme tid og visuelt akkompagnere livemusik fra rummets scene eller diverse DJs, pryder bagvæggen og er oplagt til at teste visuals af. Kælderen er samlingspunkt for musiklytning og på aftner, der efterfølges af fridage uden undervisning, er baren åben.

Agerumsladen
Agerumsladen er skolens allernyeste rum/bygning fra 2020. Det er skolens største rum(500 m2) med et utal af muligheder for at lave udstillinger, koncerter, dans, yoga, fester, “you name it…” Desuden er der i huset 2 mødelokaler/stuer, der kan bruges til gruppearbejde og andet samvær.
Fitnessrummet
I Laden under Elektronisk musiks værksted gemmer sig et lille, men meget veludstyret rum med de væsentligste styrketræningsmaskiner og et stort antal løsvægte, kettlebells og andet træningsgods.
Kredsløbstræning foregår i naturen. Hop i søen, løb i skoven eller cykl en tur i Danmarks mest cykelvenlige terræn.
Tårnværelserne
Det nærmeste, vi kommer på klasselokaler på Engelsholm, er slottets tårnværelser.
I bedste ”Harry Potter-stil ligger de som små skjulte rum og ligner langt fra almindelige skoleklasselokaler…. ”Den Røde Rubin”, ”Brudeværelset” og ”Grevindens Kammer” hedder tårnværelserne, som stadig har mange af de oprindelige udsmykninger og derfor i sig selv er historiske perler.
I dag er de også udstyret med tv, tavler og ikke mindst klaverer, da de bl.a. bliver flittigt benyttet af sangskriverlinjens elever.