Corona-retningslinjer på Forårssemestret 2021
Højskolens retningslinjer følger de retningslinjer alle højskoler har modtaget igennem Kulturministeriet og Sundhedsstyrelsen. Der er 3 vigtige fokusområder:
- Afstand
- Hygiejne
- Inddeling i mindre enheder
Vi opfordrer alle til at hente APP’en SMITTE | STOP til telefon
Inddeling i grupper
Højskolen inddeles i mindre grupper for at minimere risiko for at evt. smitte kan brede sig.
Det betyder:
- Alle elever inddeles i mindre grupper. Det kalder vi husgruppen. Husgruppen bor i samme område, deler bade- og toiletfaciliteter og spiser sammen. Husgrupperne er markeret med hver sin farve.
- Husgrupperne sidder for sig selv i en mindre gruppe i Riddersalen
- Indenfor denne gruppe er det acceptabelt med tættere kontakt (sidde ved siden af hinanden, arbejde sammen, dele værktøj, etc. etc.).
- Toiletter i forbindelse med værkstederne kan bruges af alle. Her skal man være ekstra opmærksom på hygiejne og afspritning af dørhåndtag og armaturer.
- Lærerne spiser for sig selv og betragtes som deres egen husgruppe.
- Hver husgruppe sidder for sig og spiser. Det betyder at I som elever bliver bedt om at hjælpe med servering med hver sin ’bordformand’
Fælles faciliteter
- Skolens fitnessrum kan benyttes efter aftale med forstander
- Kælderen er indrettet som dagligstue, hvor alle elever kan opholde sig i hver deres husgruppe
- Udskænkning af alkohol stopper kl. 22. Denne regel er ikke en retningslinje fra Kulturministeriet, men en del af de rammer, det øvrige samfund er underlagt.
Afstand
Ved al øvrigt samvær – med personale og lærere og elever f.eks. på værksted skal man holde min. 1 meters afstand. På værkstederne er man blandet på tværs af husgrupperne. Det kræver særlig opmærksomhed.
- Man deler som udgangspunkt ikke værktøj og materialer med andre. Ved undtagelser, brug afspritning
- Socialt samvær med andre foregår som udgangspunkt med min. 1 meters afstand. Brug meget gerne skolens udendørsfaciliteter!
- Ved sang og morgensamling skal der være 2 meters afstand mellem de forskellige husgrupper.
- På værelset skal man indrette sig, så der er så langt som muligt mellem de personer, der sover der (fra næse til næse)
Mundbind
Mundbind skal bruges i egen husgruppe, når man henter mad på buffeten
Mundbind skal derudover bruges:
- Når man bevæger sig rundt på slottet på fælles arealer
Dvs. man skal ikke bruge mundbind i Riddersalen og kælderen – så længe man er i sin egen husgruppe, ej heller udenfor og på værkstederne.
Hygiejne
Der er generelt fokus på at håndvask er godt og mere håndvask er bedre.
- Som minimum vasker man hænder, hver gang man går ind og ud ad slottet.
- Skolen sørger for afspritning og aftørring af alle flader (borde, gelændere, stolerygge etc.) 2 gange om dagen.
- Der er håndsprit-stationer i spisesalen i ankomsthallen, i Ridderteltet og på værkstederne.
- Sangbøger er under hele opholdet personlige og opbevares på værelset.
Kontakt udenfor højskolen
- Indtil videre kan højskoleelever ikke modtage gæster på højskolen
- Alle besøg udenfor højskolen bør begrænses mest muligt. Det omfatter både besøg hjemme i weekender og indkøb i butikker.
Ved mistanke om sygdom
Ved mistanke om sygdom, som kan forbindes med corona (feber, hoste, ondt i halsen, generel utilpashed), SKAL man henvende sig til viceforstander hurtigst muligt og isolere sig selv.