Vejledning og mentorordning

Et højskoleophold giver for mange elever den tænkepause, der er nødvendig for at kunne tage det rigtige erhvervs- eller studievalg. Her findes muligheden for at afprøve forskellige evner og interesser, og derigennem udvikle sig både eksistentielt og fagligt. Det specielle ved højskolen er, at vi er sammen døgnet rundt og derfor kommer til at kende elevernes stærke og svage sider. Derfor rummer højskolen også det ideelle miljø for vejledning og mentorordning, fordi vi har fokus på det hele menneske.

Vejledning

På Engelsholm Højskole foregår vejledningsforløbet som en kombination af gruppe- og individuel vejledning, hvor vi især har fokus på afklaring. Vi gennemgår forhold omkring optagelse på uddannelse i samarbejde med Studievalg Syd, tager på uddannelsesmesser og får besøg fra forskellige uddannelser i Danmark. I samarbejde med vejlederen arbejder den enkelte elev med sine planer og ønsker.

Mentorordning

Engelsholm Højskole kan tilbyde et ophold med personlig mentorstøtte. Mentorordningen betyder, at du som ung uden ungdomsuddannelse mellem 17½-25 år kan deltage i et afklarende og udviklende højskoleforløb som kan give dig kompetencerne til at tage en ungdomsuddannelse. Ordningen er led i en uddannelsesplan udarbejdet i samarbejde med Ungdommens Uddannelsesvejledning. Elever under EGU og STU er ikke omfattet af ordningen, men kan i stedet få vejledning. Et ophold med mentorstøtte skal være af minimum 12 ugers varighed. Se eventuelt http://www.ffd.dk/elevstoette/mentorordningen

Skolens mentor er Dorte Brøchner Jessen og er uddannet hos Højskolernes brancheorganisation, FFD. Hvis en elev er tilknyttet mentorordningen vil mentoren henvende sig til eleven kort efter kursets start. Mentor og mentee indgår en skriftlig aftale, og derefter aftaler de to indbyrdes hvordan rammerne for mentorskabet skal være. Det vil f.eks. sige hvor ofte man skal mødes, og hvilke områder der skal fokuseres på i mentorskabet. Samtalerne er fortrolige, og er et trygt sted at dele dine bekymringer.

Engelsholm Højskole

Engelsholm er Danmarks smukkest beliggende højskole og et unikt sted at arbejde med fantasien, eksperimentet, den gode melodi, kunsten og håndværket. Kerne-DNA'et er kreativt skabende linjefag inden for kunst, musik og design – og et klassisk dannelsesprojekt. På Engelsholm finder du undervisning i særklasse, et stærkt fællesskab og grobund for faglig og personlig udvikling.

Find os her: