Kursusdagene på Engelsholm Højskole
Når du tager på et ugekursus på Engelsholm Højskole, bliver du en del af et socialt og fagligt fællesskab, hvor bare skal nyde at fordybe dig i din kreative interesse. Vi sørger for undervisning, forplejning og rengøring, så du får et værdifuldt højskolekursus. Her kan du læse om, hvordan dagene er struktureret:
En god start på dagen
Er du morgenfrisk, kan du starte din dag med en tur i slotssøen. På slottets vestside er en badebro, perfekt til en morgendukkert inden morgenmaden, som serveres i spisesalen mellem kl. 7.45 og 8.15.
Klokken 8.30-9.00 samles vi i slottets riddersal og starter dagen med en sang fra højskolesangbogen, et alment dannende oplæg til inspiration og eftertanke – det kan være omkring kunst, litteratur, filosofi eller et andet emne. Det er også på morgensamlingen, du modtager fælles beskeder.
Værkstedsarbejde
Formiddag og eftermiddag er der undervisning og arbejde på værkstedet. Det er her, du eksperimenterer og fordyber dig i dit kursus.
Har du lyst til at arbejde videre på de tidspunkter, hvor der ikke er undervisning, har du rig mulighed for det. Du har nemlig fri adgang til værkstederne døgnet rundt.
Forplejning
Når du er på højskolekursus på Engelsholm, sørger vi for al forplejning.
Kl. 7.45 og 8.15 er der morgenmad i spisesalen.
Kl. 12.00 serverer køkkenet lækker frokost i spisesalen. Efter frokost har du pause indtil kl. 13.30, hvor undervisningen går i gang igen i værkstederne.
Kl. 15.oo serveres der eftermiddagskaffe og kage eller brød.
Kl. 18.00 serveres der aftensmad i spisesalen.
Kl. 21.00 er der aftenkaffe, som du kan nyde i spisesalen og avisstuen.
Højskoleaften
I løbet af ugen er der højskoleaften. Her bruger vi 1½ time sammen i riddersalen på inspiratoriske, provokerende og kunstneriske input, som fx kan være; artist talks, performances, koncerter eller foredrag.
Afsluttende udstilling og festmiddag
Sidst på ugen holder vi en stor fællesudstilling og viser frem for alle de andre hold, hvad vi har lavet i løbet af ugen. Vi starter med ferniseringen med en drink og går derefter rundt og ser, hvad de andre kursister har lavet.
Efter ferniseringen er der festmiddag i den flotte riddersal, hvor vi hygger os sammen, inden der dagen efter tjekkes ud senest kl. 9.