Menu
heroshot

KUNSTKURSUS

Uge 32

Malerkursus, keramikkursus, glaspusterkursus, fotokursus og ovnformet glaskursus

6-dages kursus fra 8.8.2017 til 13.8.2017

Vi byder på inspirerende undervisning i højskolens veludstyrede værksteder. Foredrag, koncert og morgensamlinger i slottets riddersal og hyggeligt samvær med de andre kursister. Rammerne er enestående: Et smukt barokslot i naturskønne omgivelser; med voldgrav, park, sø og skov. En mulighed for faglig fordybelse og kunstnerisk udvikling.

priser - tilmelding


GLASPUSTNING

Underviser: Anja Kjær, Glaskunstner og designer.

Fra designide til realisering - vasen.

Kurset henvender sig til både begyndere og viderekomne.

Med udgangspunkt i dit design/ide, i form af en vase, vejledes du i videre idegenerering/formgivning og med introduktion til forskellige glas-basisteknikker.
Farver i glasset - hvordan? Den naturlige dekoration for glasset med optiske virkninger, sandblæsning. Teknikker der kan inspirere til at realisere dit design.

Der en energiafgift for brug af værkstedet på kr. 600,00 pr.person/uge og herudover påregnes udgifter til materialer .

Du er velkommen til at emaile eller ringe (23 24 75 96) med spørgsmål til kurset. Jeg vil glæde mig til at se dig.

MALERI

Undervisere: Mette Vangsgaard og Kristine Hellesøe Appel

Skabelon, monotopi og flademaleri.

Kursus i akrylmaleriet

Brugen af skabeloner i kunsten fik for alvor sit gennembrud i 60’ernes popkultur, som følge af den tilgængelighed, der pludselig opstod til massemedierne: Det blev nemt at fotokopiere og forstørre billeder fra magasiner og aviser, klippe billeder ud, sætte dem sammen på uventede måder og bruge dem som udgangspunkt til sit værk. Flader og overflader fik pludselig en helt anden betydning, da skabelonen gav mulighed for, at kunstneren kunne lægge afstand til sin personlige malemåde.

På kurset udarbejder vi skabeloner, arbejder med flademaleri og monotopier. Monotopier er maling på glas/plexiglasplade, som derefter aftrykkes på papir/lærred.
Udover oplæg og opgaver med fokus på indhold, farver og komposition er der individuel vejledning og fælles billedgennemgang.

Både øvede og uøvede er velkomne

Materialeliste:
1-3 store lærreder og akrylmaling
Pensler, malertape, saks og magasiner
Bærbar computer (ellers bruger du højskolens gamle computer )
Glasplader til monotopier (det kan være et gammelt stykke vinduesglas eller plexiglasplade)

Højskolen har en lille butik, hvor der kan købes lærreder, maling og pensler. Men medbring meget gerne alle dine egne materialer!
Værkstedsafgift: 75,- kr.

OVNFORMET GLAS

Underviser: Ditte Hvas

Pâte de Verre

Er du betaget af materialet glas og holder du af at fordybe dig i modellering?

Vær med på dette glas kursus og få en rigtig god introduktion til teknikken pâte de verre (fransk for "glaspasta"). Her arbejder vi udelukkende med frit/glaskorn og pulver til at "opbygge" skåle, former mm. Vi modellerer i ler og laver ildfaste forme i gips/kvarts.

Skåle-formen bliver vores udgangspunkt. Vi arbejder fx. med præcis placering af farver, farve gradueringer, motiver mm.

Kurset giver deltagerne mulighed for at skabe unikke skåle, med et personligt udtryk, i mangfoldige farver, med mønstre, teksturer og aftryk.

Vi modellerer først i ler, laver en gips/kvarts form over modellen, og placerer derefter glasset i formen. Herefter ovnbrænding og efterbearbejdning.

Kurset indeholder udover selvstændigt arbejde, gennemgang af forskellige teknikker og praktiske demonstrationer. Vi kommer ind på materialer, udstyr, værktøj, ovnprogrammer, forskellige "støbe" forme, efterbearbejdning af glasset, slibning mm.

Vi kigger også på mere skulpturelle udtryksformer og eksperimenterer.

Underviser er Ditte Hvas, uddannet glasformgiver fra Kunstakademiets Designskole Bornholm. Ditte har tidligere deltaget på workshops indenfor pâte de verre i USA, undervist af amerikanske Alicia Lomné og japanske Kimiake og Shin-ichi Higuchi.

Kurset er både for nybegyndere og mere erfarne glasfolk som vil prøve teknikken.

Praktisk:
 Max. 10 deltagere på holdet. Værkstedafgiften er på 350 kr. pr. uge (=700 kr. for to uger) og herudover påregnes udgifter til materialer og brændinger.

KERAMIK

Underviser: Åsa Olofsson
”Less is good, more is better, too much is just enough”

Den håndlavede brugsgenstand - til skønhed og brug skal du brændes // drejning & modellering

Du kommer til at forme smuk keramik til bordets glæder!

Formlab Keramik bygger på et håb, en tro og en intention, at den håndlavede genstand har en værdi, ved at tilføje verden - et lille eventyr. Denne firnurlige fortolkning af, at ville noget med verden, er en fortælling om, at tilføre hverdagen en smuk oplevelse.

Du vil bliver præsenteret for værktøjer og teknikker, der giver dig kundskaber til arbejde fra ide til færdige resultater. Teknikkerne er modellering og drejning.

Vi arbejder i stentøjsler og, der brændes i elovn. Elovn er glasurernes magiske smeltedigel. Du vil blive introduceret til en glasurverden, og selv afprøve og eksperimentere med glasurer.

Keramik tager tid og en uge går stærkt, når leret også skal tørre og brændes. Det bliver et intenst og nysgerrigt forløb med vægt på en eksperimenterende og legende tilgang til ler og udtryk.

Undervisningen vil bestå af daglige fælles introduktioner, inspirationsoplæg samt individuelle samtaler og vejledning.

Kurset henvender sig til både begyndere og øvede. Det kræver ingen erfaring med keramik for at deltage på kurset.

Ler kan købes på værkstedet. Desuden skal du påregne en værkstedsudgift på 100 kr.