Course Attendees

    Still no participant

    Course Reviews

    Still no reviews

    Semesterplan for Billedkunst – efterår 2019

    Parafrasen med besøg på kunstmuseum

    Uge 33, 34 og 35

    Gennem tiderne har kunstnere i høj grad ladet sig inspirere af hinanden. At tage udgangspunkt i en anden kunstners værk og lave sin egen personlige version af det kaldes for en parafrase. Det kan gøres på mange måder – vi ser eksempler på, hvordan et motiv, et tema, en detalje eller en farveholdning kan sættes ind i nye rammer.

    Fokus på:

    • Kunsthistorien set gennem parafraserne
    • Grundlæggende maleteknikker
    • Komposition og farvelære 

    Det eksperimenterende maleri

    Uge 36, 37

    At male handler om at fortælle historier – og mange af nutidens kunstnere arbejder med stor fortælleglæde. Vi ser eksempler på, hvordan stilarter og teknikker blandes og referencer til kunsthistorien drages ind. Hvad kan man tillade sig? Hvilke virkemidler kan man benytte sig af? Vi lader os inspirere af collage, street art, ekspressivt maleri og samtidskunst og sammensætter det til nye udtryk.

    Vi hælder og drypper maling på lærredet og lader tilfældighederne inspirere til nye og ”tilfældige” indgange til maleriet. Vi bygger op og bryder ned. Vi analyserer og tager stilling til det færdige udtryk.

    Fokus på:

    • Samtidskunsten
    • Komposition og farvelære

    Rotationsuge

    Uge 38

    Du kommer til at afprøve et nyt og andet fag. I ugens løb afprøver du andre værkstedet og bliver beriget i uventede oplevelser. Rotationsugen er en ugen med andre oplevelser end de ventede, og netop her kan dine kreative spor tage nye drejninger.

    Fællesuge på tværs af linjer.

    Grafisk værksted – højtryk, dybdetryk og monotypi

    Uge 39, 40, 42

    Grafik er en selvstændig genre inden for billedkunsten. Det særlige ved grafikken er muligheden for at trykke det samme motiv flere gange. En fordel er, at man kan opnå mange forskellige resultater og afprøve et motiv hurtigere og med variation – fx i farven. De første dage gennemgås og afprøves forskellige teknikker, så du bliver i stand til at eksperimentere med de teknikker, du foretrækker og får mulighed for at blande dem – måske opstår helt nye udtryk! Det er også oplagt at arbejde videre på værkerne med fx blyant, kul, akvarel og akryl.

    Amsterdam – studietur

    Uge 41

    Bordets glæder – ”lag på lag på lag-maleri”

    Uge 43, 44

    Bordet samler, bordet fanger – især opmærksomhed. Vi mødes ved det, spiser ved det, læser eller skriver ved det, arbejder ved det, dækker det op, beder bordbøn ved det eller rejser os fra bordet.
    Vi sidder ved det hver dag, det samler og skaber afstand mellem os på samme tid. Store beslutninger tages over det – og mange mennesker tjener deres løn ved det.

    Vi arbejder med bordet som fælles motiv og som iscenesættelse, hvor oplæg giver indsigt i, hvad der i kunsthistoriske perioder er foregået ved bordet.

    Fokus på:

    • Perspektivet
    • ”Lag på lag” teknikker

    Portræt og iscenesættelse

    Uge 45, 46

    Portrættet er en af de helt store genrer i kunsten gennem tiderne. Alle kunsthistoriske perioder har deres bud på, hvordan et menneske kan afbildes. Vi ser eksempler fra forskellige tiders selvportrætter, familieportrætter, kunstnerportrætter osv. men fokuserer især på surrealismens gådefulde og mystiske univers, hvor portrætkunsten i høj grad dyrkes.

    Hvilke objekter kan fortælle noget om dig? Hvordan relateres du til din omverden? Hvilket kropsprog har du lyst til at dyrke? Kan man male et selvportræt uden at male sig selv?

    Fokus på:

    • Kunsthistoriens og samtidskunstens portrætter og iscenesættelser
    • At male et portræt, som ligner

    Projektuger

    Uge 47, 48, 49, 50 med afsluttende udstilling 14. og 15. december

    Semesteret afsluttes med et individuelt projekt – et forløb, hvor du selv definerer og formulerer rammerne. Det er oplagt at gå i dybden med teknikker, temaer, ismer eller begreber, der allerede er blevet gennemgået i undervisningen – men det er selvfølgelig også muligt at prøve kræfter med dine egne ideer. Projektets forløb består af idégenerering, planlægning, beskrivelse af projektet og en argumentation for indholdet – og selvfølgelig selve udførelsen af projektet.

    Vi slutter af med at lave en stor fælles udstilling. De sidste tre dage i uge 25 opsættes udstillingen, og her er rig mulighed for at få god indsigt i, hvad en stor fælles udstilling kræver af både praktiske og æstetiske overvejelser.

    Fokus på:

    • Idegenerering
    • At beskrive dit eget individuelle projekt og argumentere for indholdet
    • Kuratering (at sætte en udstilling op)
    • At arbejde igennem!

    Billedkunst efterår 2019

    Pris fra:
    1.450 DKK

    Opstart:
    15-08-2019

    Varighed:
    18 uger

    Kom til rundvisning

    Har du spørgsmål om vores kursus så ring til os alle hverdage mellem 8:00 og 14:00

    75 88 35 55