OK
Menu
Efteråret 2018 - Audiovisuel kunst og Vjing

AUDIOVISUEL KUNST OG VJING – EFTERÅR 2018

Underviser: Marius Nielsen

Introduktion

Uge 33

Velkommen til Audiovisuel Kunst & VJing! I den første uge skal vi introduceres for hinanden, linjen, og historien bag VJing og audiovisuel kunst. Vi skal også begynde at bruge VDMX, et stykke modulært performancesoftware, som kan mixe videoklip, kamerafeeds, lydinput, kodet grafik og en masse andet i realtime.

Loop the loop

Uge 34

Videoloops er en af de mest grundlæggende elementer i VJing. Vi skal lære at skabe vores egne loops og gøre dem klar til live brug. Ud fra et tema går vi på jagt på det store internet for at finde sjove, skæve og spændende klip der kan klippes og redigeres til nye udtryk.

Lydvisualisering

Uge 35

Lyd kan også opleves med øjet. Vi lærer at skabe visuals i VDMX som reagerer på lydinput, og eksperimenterer med forskellige typer af live lydvisualisering.

Scenografi

Uge 36

Vi arbejder med visuel konceptudvikling, scenografi og projection mapping, mens vi forbereder opsætningen til Elektronisk musiks første koncert i uge 37.

Live!

Uge 37

Elektronisk Musik skal spille deres første koncert på skolen – og AVKVJ står for opsætningen af scenografi og afviklingen af visuals til musikken.

Anderledes uge

Uge 38

Fællesuge på tværs af linjer.

Sovekoncert

Uge 39

Sovekoncerten i uKirke er en meget anderledes måde at opleve samvær og musik. Koncerten er 12 timer lang og nydes uden snak eller mobiltelefoner i Gethsemane Kirke på Vesterbro i København.

AVKVJ skal i samarbejde med VJ Mathias Jørgensen projektere visuals på kirkens lofthvælvinger under hele koncerten. Sovekoncerten er en større produktion hvor vi skal få mange tekniske elementer til at fungere.

Analoge visuals med gæstelærer Lau Lindqvist

Uge 40

Analoge videokameraer, videomixere og videosynthesizere var VJ’ens primære redskaber før computeren. De analoge maskiner bliver stadigt sjældnere, men er evigt aktuelle i kraft af de unikke og uforventede udtryk de kan skabe. Lau Lindqvist (2Dvisuals) er tidligere underviser på Engelsholm og ekspert i analog videografik. Han vil lære os at arbejde med skolens legendariske WJ-MX50 mixere og analoge synthesizer til at lave syret retrografik.

Studietur

Uge 41

Studietur til Amsterdam.

Kreativ Kode

Uge 42

Programmering er det nye sort, og det er slet ikke så svært at komme i gang med som man skulle tro. Vi introducerers til programmeringsmiljøet Processing, som kan bruges til at skabe applikationer, der kan bruges til interaktive installationer, som lydmaskiner eller til at skabe visuals.

Forberedelse til Locumskoncerter

Uge 43

Vi arbejder med visuel konceptudvikling, scenografi og projection mapping, mens vi forbereder en audiovisuel oplevelse til Locumskoncerter.

Locumskoncerter

Uge 44

Vi afvikler vores forberedte projekt ved Locumskoncerter i Vejle.

LED mapping med gæstelærer Vertigo

Uge 45

Video kan ikke kun bruges på skærme eller projektorer, det kan også bruges til at styre LED i alle mulige former. Kunstnerkollektivet Vertigo har arbejdet med speciallavede LED-installationer og scenografi i mange år, og står bag projekter som lysinstallationen The Wave og scenografier for Den Sorte Skoles koncerter på Roskilde Festival og Det Kongelige Teater. Alex Rasmussen fra Vertigo vil fortælle om deres erfaringer med mediet, og vise hvordan man bruger MadMapper til at styre LED.

Forberedelse til projektuger

Uge 46

Vi researcher, konceptudvikler og skitserer idéer til semesterprojektet.

PROJEKTUGER

UGE 47, 48, 49 og 50

De sidste fire uger af semestret arbejder I med et selvstændigt eller fælles kunstprojekt, som I selv definerer. Afslutningsvis kulminerer projektugerne i en stor, fælles udstilling for alle linjer. Udstillingen er et offentligt arrangement.

Afslutningsprojektet er en god øvelse i, hvad det kræver af praktiske og æstetiske overvejelser, at udføre et projekt fra idé til færdigt produkt.