Menu

SMYKKEDESIGN

Instagram INSTAGRAM

På vores kursus i smykkedesign på Engelsholm Højskole ved vi, at smykker i dag ses som en bærbar kunstform, hvor både moden og kunsten er med til at rykke ved vores syn på smykkets egentlige værdi. En kunstform og moderne udtryksform, der er i rivende udvikling og hvor tradition, funktion og form udfordres af nye tendenser og materialer.

På vores kursus i smykkedesign har vi en eksperimenterende tilgang til materialerne og smykkets signalværdi. På værkstedet vil du komme til at arbejde med at udforske smykkets formsprog og forskellige smykkematerialer, både de traditionelle og mere alternative.

Her er fokus på dit kunstneriske udtryk og at dine kreative evner styrkes, samtidig med at du får en god fornemmelse for håndværk og materialer.

Du kan få en afklaring på det personlige og karrieremæssige plan - om du går på højskole for at blive klogere på dig selv, vil være smykkedesigner, guldsmed, ser det som en del af en uddannelse som beklædnings eller accessoires designer eller blot fordi du synes, at smykker er skønne.

Undervisningen på vores kursus i smykkedesign foregår i et innovativt miljø, hvor der både er plads og rum til eksperimenter, men også mulighed for fordybelse. Kvalifikationer opnås gennem tilrettelagte opgaver og projekter, ideudvikling og understøttes af oplæg, inspirationsmateriale og gæstelærere.

Holdundervisningen kombineres med personlig vejledning, efterfølgende ideudvikling og at man arbejder videre på egen hånd.

Du har din egen arbejdsplads og værkstedet er til fri afbenyttelse døgnet rundt.

Undervisningen på vores kursus i smykkedesign tilrettelægges efter den enkeltes erfaringsgrundlag og ambitionsniveau.

Fredagsmoduler

Du skal vælge mellem forskellige valgmoduler, som ligger fredag formiddage. Fredagsmodulerne giver dig mulighed for at udforske et område, som du støder på i dit linjefag i løbet af dit ophold, eller et område inden for et andet linjefag.

Fredagsmodulerne indeholder tegning som gennemgående fag. Det kan vælges hele perioden eller sammen med andre moduler. De øvrige fag vælges i kortere perioder af 2 eller 3 moduler, og kendetegnes ved at arbejde i dybden med et enkelt område indenfor auditive eller visuelle discipliner. Eksempler på valgmoduler kunne være musikhistorie, mixing for nørder, artist books eller croquis.