Musikelever på Engelsholm fik stjerneundervisning

Musikeleverne på Engelsholm Højskole fik en ekstra oplevelse forleden. To tredjedele af den danske elektro-poptrio CHINAH var nemlig tilbage på Engelsholm Højskole for at give deres erfaringer videre til skolens musikelever.

I den guldbelagte Riddersal på Engelsholm Højskole står Simon Kjær ved klaveret. Han er tilbage på højskolen, hvor han var elev på sangskriverlinjen i 2012. Denne gang er han gæsteunderviser for eleverne på linjefagene Sangskrivning og Elektronisk musik i faget ”Songtronica”.

Til dagligt er Simon guitarist i elektropop-bandet CHINAH, som siden højskoleopholdet har gjort sig bemærket på de danske og udenlandske musikscener. Med sig har han et af bandets andre medlemmer, pianist og elektronisk musiker Simon Andersson, der også gik på Engelsholm i 2012. Sammen skal de to lære eleverne, hvordan de mikser sangskrivning og elektronisk musik og bidrager med sine styrker til et fælles projekt.

Man kan godt leve af at lave musik

Når de to musikere fra CHINAH har lyst til at komme tilbage til Engelsholm, er det dels fordi, det er godt at være tilbage på det sted, hvor de trådte deres første skridt mod en musikalsk karriere, men også fordi de synes, at de har noget på hjerte omkring den disciplin det er, at kombinere sangskrivningen og elektronisk musik.

Simon og Simon kan huske, hvordan de selv blev inspirerede af en af deres medstuderende tilbage i 2012, Patrick Alexander Bech-Madsen, bedre kendt som Sekuoia. Simon Kjær fortæller:

Da vi mødte Patrick, kunne vi se, at det sagtens kunne lade sig gøre at lave musik ”for a living”. Det er ikke sådan en gude-agtig ting, der foregår. Det er bare at gøre det, kontakte forskellige folk. Opsøge nogle pladeselskaber. Det var en kæmpe inspirationskilde, og det vil vi gerne give videre til de elever, der går her nu.

En af de elever er Rasmus Kvist Aagaard, som går på linjefaget Elektronisk musik. For ham har ugen givet masser af inspiration:

I ”Songtronica”-ugen fik jeg lært og afprøvet mine kompetencer inden for ideudvikling, genreudvidelse og samarbejde. Det var en super fed oplevelse at få hjælp af Simon og Simon fra CHINAH. Man fik en masse gode snakke og tips omkring musikproduktion og musiknørderi, fortæller han.

Møder eleverne i øjenhøjde

Ingen af de to gæsteundervisere har prøvet at undervise før, men kan ikke forestille sig noget bedre sted at gøre det, end på Engelsholm, som de kender så godt:

Man kan godt få sådan en lidt ophøjet status, når man kommer som kunstner udefra, men det bliver meget uproduktivt. Det giver noget helt andet, når man bogstaveligt talt kender bagtrappen, fortæller Simon Kjær, som foretrækker at møde mennesker i øjenhøjde.

Ingen bageopskrift på musikproduktion

Øvelsen i “Songtronica”-ugen er at finde ind til, hvordan man kan arbejde med processen og med at finde hinanden og en fælles stil, når man kommer med forskellig musikalsk baggrund. Det har deto musikere selv oplevet i CHINAH, og det er også sådan, de arbejder i dag, hvor de laver numre, som ingen af dem ville eller kunne have lavet alene:

Hvis man har det lidt for sort/hvidt med sin musik, så bliver musikken også meget sort hvid. Så hvis man byder ind med noget hver især, og finder en fælles vej, så giver de ting, man byder ind med hver for sig meget bedre mening, og alle delene bliver meget mere originale, når det bliver sat sammen, fortæller Simon Kjær, som oprindeligt er fra Jelling.

Men selvom det lyder nemt, så er det en svær opgave, som også hurtigt kan ende usammenhængende lyd i forskellige verdener og konflikter. Det kender musikerne, som sammen med CHINAHs tredje medlem, Fine Glindvad, der også gik på Engelsholm i 2012, gik fra at lave forskellig musik, da de gik på højskolen, til at lave noget helt nyt sammen.

Det tager tid at finde en fælles “sound”

Bandmedlemmerne brugte hele deres første år på at gå fra sange med elektronisk produktion på til at være numre, hvor det hele var tænkt sammen. Der lærte de, at det ofte er de numre, der er lavet mere simpelt, der er bedst at lytte til. Simon Andersson fortæller:

Vi var alle sammen ret klar på at prøve noget nyt og afvige lidt fra vores udgangspunkt. Og så handlede det meget om at turde at gøre noget simpelt og lave noget, vi alle sammen godt kunne lide. Det gav os lidt mere retning på, hvor vi gerne ville hen med det.

Vigtigt at lytte til alle

Elevernes opgave i “Songtronica”-ugen er at lave færdige numre, men det største mål er ikke, hvor godt slutresultatet er. Det vigtige er at prøve processen af og lære at producere musik i fællesskab. Eleverne er sat sammen i grupper, hvor der er folk med mere og mindre erfaring.

Det er en vildt vigtig pointe at lytte til dem, der har mindre erfaring, fordi de tit har noget meget vigtigt at byde ind med, fortæller Simon Andersson.

Alle tre CHINAH-medlemmer har selv været igennem ”Songtronica”-ugen, da de selv gik på Engelsholm, og synes, at det er en fed disciplin, fordi man lærer at kombinere alle bandmedlemmernes styrker; sangskrivning, lyddesign, produktion. Ligesom det også er en øvelse i samarbejde og arbejde hurtigt, fordi eleverne kun har 4 dage til at skabe et track:

Det at skabe musik – eller lave noget som helst kreativt – er ikke en lineær proces, man kan få en opskrift på. Der er ikke kun én måde at det gøre på. Songtronica-ugen er en superkomprimeret version af det, vi har lavet de sidste mange år, og i den her uge har vi givet inspiration til, hvordan man kunne gøre, fortæller Simon Andersson, som sammen med Simon Kjær har fortalt eleverne, hvordan processen på deres seneste album var.

De har stadig en cd med de numre, der blev indspillet i “Songtronica”-ugen på deres hold tilbage i 2012, og selvom det ikke er det hele, der er lige egnet til hitlisterne, så er der noget vigtigere på spil:

Uanset om det bliver et fedt nummer eller ikke et fedt nummer, så står man med en erfaring med at arbejde med andre. Enten har man fundet ud af, hvor meget det kan give, hvor forskelligt, folk kan arbejde eller måske hvor svært, det er. Jeg tror altid, der er en pointe, man tager med sig videre, slutter Simon Andersson.

Engelsholm Højskole

Engelsholm er Danmarks smukkest beliggende højskole og et unikt sted at arbejde med fantasien, eksperimentet, den gode melodi, kunsten og håndværket. Kerne-DNA'et er kreativt skabende linjefag inden for kunst, musik og design – og et klassisk dannelsesprojekt. På Engelsholm finder du undervisning i særklasse, et stærkt fællesskab og grobund for faglig og personlig udvikling.

FÅ NYT FRA ENGELSHOLM

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få nyt om korte kurser, kulturelle arrangementer, elevhistorier og højskolelivet. Nyhedsbrevet er til dig, der har været på højskole, gerne vil på højskole eller som bare er Engelsholm-fan.