Engelsholm Højskole – kunst, musik og design

Det giver et sug i maven hos de fleste, hver gang de kører ned af vejen til Engelsholm Højskole og får øje på slottets kuppelformede spir i trætoppene – uanset om de besøger os for første gang, eller om de vender tilbage. Er du nysgerrig på livet i almindelighed og kunsten i særdeleshed, så tag et højskoleophold på Danmarks smukkest beliggende højskole, Engelsholm.

Her finder du et helt unikt kreativt miljø for visuelt og auditivt orienterede mennesker. Her er den fælles interesse kunst en god og inspirerende måde at mødes på. På Engelsholm Højskole kan du arbejde med fantasien, eksperimentet, den gode melodi eller tekst, kunsten og håndværket. Du modtager fælles og individuel undervisning, samt afprøver og samler erfaring med materialer, teknik og idé.

Højskolens kerne-DNA er kreativt skabende linjefag og et klassisk dannelsesprojekt. Her finder du undervisning i særklasse, et stærkt fællesskab og grobund for faglig og personlig udvikling.

Værkstederne er veludstyrede med alle former for redskaber, værktøjer, maskiner og musikinstrumenter – og så er de åbne døgnet rundt. Skolens undervisere har stor erfaring indenfor kunstens verden, som lærere og som aktive, udøvende kunstnere.

Brug dit ophold som kreativt åndehul eller springbræt til at søge videre på kunstakademier, designskoler og konservatorier. Mange af vores lærere er sideløbende tilknyttet videregående kunst- og musikuddannelser som undervisere.

Engelsholm er en grundtvigsk højskole, hvor tradition og historie møder nutiden. Omgivelserne er unikke og inspirerende. Rammen om højskolen er et barokslot fra 1593, beliggende i flot natur med sø, skov og marker, godt 15 km vest for Vejle.

Få en rundvisning

Har du lyst til at kigge forbi for at se, om Engelsholm er en højskole for dig, så bestil en rundvisning og få en fornemmelse for højskolelivet. Vi vil altid gerne vise skolen frem, og finder så vidt muligt en lærer på det linjefag, der interesserer dig, til at vise dig skolen.

Jeg var ikke sikker på, at jeg var på rette spor i min karriere og tanken om at fordybe mig i noget, som jeg havde lyst til at lære mere om, var simpelthen for spændende! Virkeligheden viste sig at være endnu federe end drømmen. Nogle af mine bedste venskaber i dag startede på Engelsholm.

Alexander Leistiko Simmons
Elev på fotografilinjen i 2016 og 2017
Alexander

Find os her: